Home Again!

aecaf12656f8ce028d9e86e9cdee2172

I dag var en dejlig dag, sådan en rigtig solskinsdag, indeni bevares. For gråt var det altså når man sådan slog hovedet til højre og venstre. Jeg tog afsted, forholdsvis tidligt, og cyklede en lang tur ude i mit gamle hood, hvor dagens gøremål havde hjemme. Med musik i ørene smilte jeg over hele krydderen, da jeg nærmede mig mit gamle sted. Et sted som har en kæmpe og essentiel betydning for mig. Jeg følte mig pludselig hjemme igen. Selvom det er flere år siden, og selvom jeg egentlig føler mig godt og grundigt hjemme her hvor jeg befinder mig til dagligt. Det er det, der kan føles så surrealistisk, at ‘hjemme’ ofte er der hvor man har gode minder. Det var for mig der hvor det hele startede, eller næsten ihvertfald. Der jeg vandede mine allerførste planter for den allerførste gang – og der de selvsamme døde 😉 Det var der jeg var alene for allerførste gang, og mærkede hvordan det var, lige pludselig at kunne høre sine egne vejrtrækninger. Mutters alene. Og det var her jeg elskede og fandt kærlighed for allerførste gang. Et sted hvor jeg fandt mere end blot mig selv, nemlig en at elske. Sådan helt og ægte. Jeg slog vejen forbi og stoppede lige nede foran, ved nummer nutten! Køkkenvinduet stod på klem, og som jeg kiggede op, kunne jeg slet ikke lade være med at tænke på hvem der mon boede der nu. Og hvad den nye boks indeholdte. Jeg blev en smule følelsesladet, og blev stående helt tryllebundet i et par minutter.

fullsizerender

At flytte hjemmefra er en helt særlig følelse, at man pludselig skal stå på egne ben og gøre sine egne erfaringer. At finde et arbejde, et studie og en hverdag og at finde en at dele den med. Altsammen noget jeg prøvede for ‘the very first time’. Der er sket tusind ting siden, på godt og ondt. Og jeg har så mange fantastiske minder.

Det er sjovt, eller finurligt om man vil, for igår læste jeg en artikel indeholdende et par linier, som har siddet fast i mine tanker lige siden. “Hvis man siger ja tak til at deltage i livets store tag-selv-bord, må man også være klar over, at det ikke er alle retter på buffeten der lige er ens yndlings. Og alt det man elsker, skal man på et tidspunkt – om ikke før, så ihvertfald når man dør – miste igen”! Og lige som jeg skrev denne strofe, sang Rasmus Seebach ”Gør dig klar til at miste, hvis du har tænkt dig at elske” i min radio.

Det falder jo sådan overvejende godt i spænd med den dag jeg haft haft i dag. For havd kan vi overhovedet forvente – alting, ingenting eller alt derimellem? Jeg elsker hvordan nogle ting muliggør andre, og at vi ikke ved hvad livet bringer os, før vi gør. Det er vel noget at det smukke, ikke sandt!?! For jeg anede jo på inden måde, hvor jeg ville befinde mig i dag, som jeg sad der i min gamle lejlighed, i den vildeste lykkerus. Men nogen gange, så forstår jeg det ikke helt. Livet altså. Jeg tror at alle har et brændende ønske om at opnå lykke og den helt store kærlighed ikke mindst. At blive elsket ubetinget for den man er, og ikke den man kunne være. Jeg tror og håber, at alle på et tidspunkt mærker denne. Det har jeg, Gud ske tak og lov, men ih hvor vil jeg gerne have lov at mærke den igen. I livet er der hundredevis af forskellige valg og fravalg. Og hertil endnu flere drejninger, når vi allermindst venter det, som gør os til dem vi er, og får os til at vokse. Jeg har ihvertfald lært en masse og jeg ville ikke være noget af det foruden!

Flyv lille fugl, ud i verden..

Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom

   

Når 365 dage føles som alt andet end det.

img_4629Tænk en gang, at der findes lande rundt omkring i verden, hvor alting er så markant anderledes fra det vi kender herhjemme. Hvor flader og ikke mindst samfund er svære at definere, alt er ud i et. Ingen veje, fortorve eller lignende som vi kender det her hjemmefra. Det er simpelthen noget af det mest indsigtsvækkende og vidunderlige jeg nogensinde har været vidne til. En befolkning på den anden side af jorden, hvor alt er anderledes, skævt og smukt. Det er præcis et år siden jeg begav mig afsted på mit livs eventyr, og det er slet ikke til at fatte. Et helt år, hvordan kan det overhovedet være muligt? Det er gået alt for hurtigt. Der er ikke gået en eneste dag, hvor jeg ikke har tænkt på Asien og alle de fantastiske oplevelser jeg gjorde mig, hver dag i to måneder, sammen med de tre sødeste piger jeg kender. Jeg havde aldrig troet jeg skulle opleve noget så unikt og fredfyldt. At jeg kom afsted betyder alverdens for mig. Jeg har altid stået tilbage og set hvordan andre pakkede deres rygsække og begav sig afsted til forskellige verdenshjørner, alt i mens jeg passede skansen herhjemme i Danmark. Og det har jeg egentlig haft det helt fint med, lige indtil sidste år hvor jeg fik et indre drive om at se en anden verden og tage en dag af gangen, med lige præcis det som jeg havde allermest lyst til.

Jeg har aldrig i mit liv oplevet så smuk natur som jeg gjorde i samtlige lande (Cambodia, Vietnam og Thailand, red). Hvert land har sat dybe minder i mit hjerte og jeg vil nok altid have et ganske særligt bånd til Asien, det er jeg helt sikker på. Det var en tid der gav mig utrolig meget at tænke over. Jeg lærte mig selv på en helt ny måde, og fandt sider frem som jeg ikke anede jeg havde. Positive vel at mærke, høhø. Jeg lærte hvordan jeg elsker at være i et med naturen, at tracke i bjergene og lære et andet land at kende på en helt speciel måde. En ren fordybelse af det enkelte land og hvad der kendetegner det. Cambodia, hvor jeg tilbragte en hel måned, var en ultimativ favorit hos mig. Jeg studerede dets historie og fandt en kæmpe glæde i at trave rundt i gaderne, som blev helt særlige for mig. Jeg følte mig enormt tryg allerede på andendagen og jeg gik ofte alene rundt, enten med musik i ørene eller på diverse markeder, hvor jeg kunne trisse rundt i flere timer. Her talte jeg enten med de lokale og købte fine ting eller betragtede livet rundt omkring mig, alt i mens jeg tog tusindvis af billeder til senere dokumentation. På den måde kan jeg dagligt finde fysiske og betydningsfulde minder frem og lade tårerne trille en smule, for jeg har allermest lyst til at tage afsted igen.
Jeg kan huske hvordan det hele føltes enormt uvirkeligt, da jeg igen stod i Kastrup lufthavn og skulle hjem til en anden hverdag igen. Jeg kunne ikke finde ro, alting synes så rent på sådan en klinisk hospitalsmåde, kan jeg huske. Der var så hvidt, enormt farveløst. Enormt firkantet. Der gik flere uger før jeg fandt det normalt at handle i Netto igen, eller blot at tage på café. Jeg manglede det eventyrlige, jeg manglede dufte, de mest smilende mennesker på trods af deres må og få og jeg følte mig pludselig enormt alene, som jeg sad der i min lejlighed omgivet af masser af ting, som jeg slet ikke anede hvad jeg skulle stille op med. Når man lever i en rygsæk, finder man virkelig ud af hvad der betyder noget. Også selvom det kun var to måneder af slagsen.
Mit hjerte skriger efter at tage afsted igen, og det har jeg bestemt også tænkt mig. Jeg har fået en gigantisk trang efter at opleve nye steder, med komplet andre kulturer og værdier. Forhåbentlig går der ikke længe før jeg får muligheden igen <3
Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom

Se mig, hør mig!

queenmargrethe2ndofdenmark

Ja overskriften lyder bitter og gammeldags og det er den på sin vis også. Der er fordele og ulemper ved det meste i livet, det er jeg sikker på og det er der også med de såkaldte smartphones, iphones, androids – kald dem, hvad du vil, kært barn har mange navne 😉 Men det jeg vil ind på er, at jeg jo en gang i mellem synes at det tager en smule overhånd, og det er jo egentaget lidt sjovt, for jeg er jo helt igennem afhængig af det skidt! Det er jeg gerne den første til at indrømme – og hvis ikke, så er der sikkert et par stykker som gør det for mig, haha! Jeg knuselsker Instagram og snapchat som indeholder de sejeste features ever! Hvad dælen skulle jeg dog lave uden 😉 Samtidig gemmer der sig en lille forkæmper for alt andet end teknologi inden i mig. Én som skriger ‘sluk nu forhelvede for det lort, og kom ud og leg med os andre’. Jeg ved altså ikke hvad vi skulle lege, men you get the point. Der er salt for mange børn som aldrig får set en græsplæne eller det tilnærmelsesvise (#%@^#!!!!!!). Af en som gerne vil arbejde med sociale medier og kommunikation, så er det vidst en smule misvisende. For jeg elsker de muligheder som teknologien giver os allesammen – uanset om det er devises som computere, iphones eller endda hospitalsudstyr, som muliggør at kronisk syge kan føle sig sikre i deres hjem – og på den måde undgå ugentlige hospitalsbesøg.

Jeg har før skrevet et indlæg om den manglende opmærksomhed vi i dag har på omverdens og dem vi er sammen med, men jeg tror også den sørger for at vi ikke glemmer hinanden.  Jeg er kæmpe fan af at få lov til at følge med i andres liv, og ja kald mig bare stalker, for det er altså en af mine yndlings beskæftigelser 😉 At kunne følge med og holde sig opdateret, det er en kæmpe fordel. Også selvom det i den grad er en filtreret verden at holde styr på. Vi ville gøre det meget nemmere for os selv og hinanden, hvis vi ikke konstant brugte de sociale medier som udstillingsvindue. En dør ind til vores liv, en flig af det vel at mærke – af det allermest polerede og perfekte.
Det vigtigste for mig er, at de mange unge piger (og drenge for den sags skyld) bliver opmærksomme på dette. For ikke at falde hovedkulds med begge ben i kampen om at prøve at følge med. For et kan simpelthen ikke lade sig gøre. Og dette har jeg da også selv måtte tage til takke med. Det er de færreste af os, som rent faktisk  kan måle sig med alt og alle på de sociale medier, selvom jeg i den grad godt gad en gang i mellem – det indrømmer jeg eddersparkme blankt. De tusindvis af bloggere som lever af deres passion og samtidig har den ene Yves Saint Laurent taske efter den anden. Men hey, that’s life! Og på den måde får vi andre noget pænt at kigge på. Det er hvad jeg prøver at trøste mig selv med ihvertfald. Don’t buy things you can’t afford with money you don’t have to impress people you don’t like (or know). Heldigvis er det ved at være topmoderne, at vise sider som er knap så skarpe og perfekte. Mit budskab er blot, at vi skal skelne mellem frontstage og backstage, som Goffman så smukt ville sige det.

Sociale medier har indtaget verden i stor stil, og jeg er vild med det. Tænk en gang, jeg kan have en blog, hvor jeg kan udfolde og publicere mine tanker. Hverken på ‘Rockpaperdresses’ eller ‘Twinpeaks’-måden, overhovedet, men på min helt egen, hvor jeg får lov at skrive, ikke blot til mig selv men offentligt. Det at udgive mine indlæg betyder, at jeg gør mig mere umage, at jeg bliver bedre til at skrive og til at finde på emner. Det er en sjov ting som jeg gør helt for mig selv, ingen andre. At der så er noget der faktisk gider at læse med, og at jeg til tider modtager de sødeste kommentarer for min skrivestil, det gør mig glad i låget.. <3

78191171-1000x50we

Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom
   

It’s the most wonderful time of the year

24202435-new-year-new-start-concept-stock-photo-resolutions

Det er den 27. december, og efter tre dage med jul og en hulans masse indtryk,  er jeg godt træt, mæt og juleglad. Julen er hjerternes tid, og jeg har været sammen med mange som jeg elsker rigtig højt. December er for de fleste er lig med kærlighed, hygge og familietid, kan det også være en svær tid for rigtig mange. Det er en måned hvor vi spejler os enormt meget i andre. Sådan har jeg det ihvertfald selv, og det kan være umådeligt frustrerende, uden at lyde som en anden julekyniker. For jeg knuselsker julen og alt hvad den har at byde på, i ubehagelige mængder endda. Men, jul og famile kan være en hård omgang, især fordi vi ikke altid vælger selv. Familie kan enten danne ramme for tryghed og positivitet eller modsat, nemlig tårer og tristhed. Jeg tror egentlig at de fleste familier kæmper med hver deres ting, som ingen andre ved noget om. Og at hver en familie har deres særheder, som gør den unik og speciel. Men hvor om alting er, så kom vi igennem julepresset og julehyggen, på den ene eller anden måde, og lige om hjørnet venter et nyt år.

Tænk en gang, om et øjeblik kan vi skrive 2017. Hvert år ved denne tid, står jeg med den samme ambivalente følelse. Nemlig et tilbageblik på året der gik, på både godt og ondt. Heldigvis er der altid noget at smile af, og i år fik jeg en af de helt store på opleveren – min to måneders tur til Asien. Det er snart et år siden, og jeg tænker tilbage på det som var det igår, med den vildeste sus i maven. Den ultimative bedste beslutning jeg nogensinde har gjort mig, og alle pengene værd, virkelig 😉 Alligevel kan jeg mærke, hvordan jeg bliver en smule følsom ved tanken om et nyt år. Status på året og tankerne kommer væltende. At jeg ved samme tidspunkt sidste år mente, at 2016 da måtte være MIT år (åbenbart ikke). Især i forhold til den der kærlighed, som er så fandens utilnærmelig, eller det kan ihvertfald føles akkurat sådan. Alt er relativt, og livets modvind gør os kun stærkere, det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Men hey, hvis der skulle være en Gud (uanset hvad navnet måtte være), så vil jeg altså gerne have mine penge tilbage, for det er dæleme en ringe service han eller hun disker op med. Skulle en smule ekstra modvind virkelig være for meget at forlange? Nej vel? Jeg håber og tror at 2017 bliver fantastisk, mest af alt fordi at jeg bliver nødt til at tro på det. Ellers kan jeg lige så godt sende armene i vejret og give op. Og det vil jeg ikke. Jeg vælger at se glasset halvfyldt, også selvom det til tider kan føles svært og til ingen verdens nytte. Jeg vælger at se lyset for enden af tunnelen, finde glæde i de små ting og sprede en helvedes masse glitter på min vej. Jeg vælger at se det nye år som en bog med tomme sider, som jeg helt selv kan få lov at sætte mit præg på. Et spritnyt eventyr, hvor jeg kan invitere dem som jeg allerbedst kan lide. Nyt år, nye regler og en frisk start <3

 

Gråt i gråt..

50-shades-of-grey-poster-1200x630

Igår da jeg stod og kiggede på mig selv i spejlet, altså bare lige et split sekund, som man står der og vasker hænder, I ved, fik jeg øje på noget i mit hår. Et grå hår, grå!? I første øjekast kunne jeg ikke tro mine egne øjne, var det blot lyset der drillede og altså  bare snyd og bedrag, eller havde jeg lige fået øje på mit første grå hår? Ohh I did! Det var stift og lysegråt, og med det samme, uden tøven, gjorde det værst tænkelige i en sådan situation –  hold nu fast ‘trommehvirvel’, jeg hev det sgu ud. Og man siger jo som bekendt, at der kommer flere til begravelsen, så jeg venter i spænding, not.. 😉 Det er simpelthen for tidligt efter min smag.

Godt nok er jeg officielt på den kedelige side af 20’erne inden længe, men helt øligt, hverken min mor eller moster lider af dette problem. Så jeg får simpelthen æren af at være den første, tusind tak deroppe! Jeg er bestemt ikke fan, men heldigvis er jeg stadig 18 år indeni 😉 Ikke efter en bytur bevares, bestemt ikke. På ingen måde faktisk! Alligevel har jeg selvfølgelig sat et kæmpe fedt rødt kryds på samtlige fredage og lørdage i december, som alle indebærer alhohol (forhåbentlig i begrænsede mængder), selvom jeg nu alligevel den slår hårdt hver gang. Hvis ikke det er tømmermændene der banker på, ja så er det misandten trætheden, som en i bare fanden. Og den er dæluntenlyneme svær at sælge videre. Ingen vil have den. Som sjatterne dagen derpå. Eller nogen vil helst sikkert gerne, men ikke moi, næ nej. Det kan de beholde for sig selv.

God aften og glædelig 2. december herfra stuen, hvor der så småt er sat vind under julesejlene <3

Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom

Lørdags-lommepoesi for alle pengene!

tumblr_mctd9go4yl1r40e29o1_400Frank Ocean sagde det, jeg tænkte det og nu poster jeg det! Hvad kom først, hønen eller ægget? 😉 Mennesker krydser konstant vores vej gennem livet, ja faktisk hver evig eneste dag! Der er dem som fylder vores liv med kærlighed, i den ene eller anden forstand. Det kan være for altid, eller for en periode. Det kan være en måde hvorpå vi bliver klogere på os selv – eller på vores vej i livet. I medgang eller modgang, eller begge dele. Jeg har selv erfaret lidt af hvert. Nogle relationer som jeg troede skulle vare ved, men som havde planlagt en anden rute end mig, og det gør ondt. Det gør ondt, når man ikke selv bestemmer om personer skal forblive en del af sit inderste. Det er her man virkelig skal gøre op med sig selv, hvordan man kommer videre. Kommer videre uden dem eller den. Ham eller hende. Jeg har allerede skrevet lidt om at miste, men noget andet er at miste en stadig levende person. En person der frivilligt har valgt at gå. Eller én som er blevet gået fra. Én som man har elsket, holdt af, eller grint med, og som ikke længere er der. Ikke lige her, men derude et sted. Derfor er det en vigtig, men fandens svær, lektie, at takle det på en sådan måde, at det stadig kan give mening. Vigtigheden i, at personer eksempelvis har bidraget med noget lærerigt, og at det måske aldrig var meningen at det skulle vare for altid.

Jeg prøver dagligt at takle problematikker og dårligdomme med et smil, at huske på de ting som livets hårde spark har lært mig, og hvad jeg er kommet ud med på den anden side. Nogle ting har gjort mig stærkere, mere tænksom og klart mere bevidst om hvad jeg vil med livet, eller forventer af livet. Vi får alle knobs på den ene eller anden måde, det er jeg sikker på. Og jeg tror også at de fleste af os har deres egne problemer af slås med, uanset anciennitet og størrelse. Dog håber jeg, at alle kommer ud på den anden side, og at vi alle får mindre at kæmpe med og mod, som tiden den går. For når man sidder i saksen, kan det være uendelig svært at forgive at tro på guldet for enden af regnbuen. Sådan har jeg det ihvertfald. En ting er dog sikkert, de fleste af os har som børn og gennem vores opvækst hørt om den grimme ælling som blev til en smuk svane, tornerose der vågnede fra hendes søvn og Askepot der fandt prinsen på den hvide hest, eller egentlig var det vel omvendt. Desuden fandt han jo sådan set bare hendes sko, men nok om det 😉 Hvis vi knytter os bare en smule til det, og implementerer drømme, håb og tonsvis af glitter (ikke for meget leverpostej) i vores hverdag, så skal det hele forhåbentlig nok gå. Det tror jeg ihvertfald på.

God aften herfra sygesengen, hvor en roman af poetiske tanker strøg over skærmen. Jeg vil smutte i seng, ja og det var så den lørdag! G o d n a t ! <3

nogle giver medgang, andre medgang
Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom
   

Oh my Bieber!

img_1649

Bedre sent end aldrig, mine skrevne ord kunne ikke finde vej efter koncerten – og kommer derfor hele  s-y-v  dage for sent! Efter et længere en-vejs forhold til ham Mr. Bieber(licious), mødte jeg ham endelig, i egen person, til koncerten i Parken i søndags. Ja, jeg er jo som bekendt blevet rigtig believer, næsten ihvertfald – og så i mine 20’ere. Men hey hvorfor ikke? Han synger jo fantastisk, og så er han super super cute. Vidste man ikke bedre, så kunne jeg snildt været gået for en anden 14- årig pige, med kæben slæbene hen af gulvet, og armene den modsatte vej. Jeg løb ind i Parken med en gruppe søde venner, og var næsten ikke til at styre, haha! Min entusiasme ville ingen ende tage, og det vil den som sådan stadig ikke helt. He does something to be (eller hans stemme vidst nærmere) 😉

Jeg nød det for fulde drag, alt i mens jeg dansede og drak øl på én og samme tid. Desværre må jeg vidst tilkendegive anmeldernes kritik, bare en smule (for nu at være helt ærlig). Det var en lidt flad perfomance han bød på, deroppe på scenen. Specielt fordi han nu en gang er kendt for det stikmodsatte! Han var ikke særlig ivrig for at deltage i sin egen fest, so to speak, da han sad i den røde velour sofa – som var det hjemme i stuen, med anlægget for fuld smadder 😉 MEN, uanset hvad, så er jeg stadig ellevild over at fik hørt mine yndlingssange på nært hold. Det er altid unikt at høre sangene i så stort et forum, live, sammen med tusindvis af glade mennesker, som deler præcis den samme glæde, på den helt samme aften!

Bieber, du må godt lige komme ind i kampen til næste gang! Men jeg er vild med dig alligevel 😉 I’m not sorry!

img_1598

Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom

Mandagen, der mest alt minder om leverpostej uden topping..

monday-quotes-sayings1Jeg, og resten af verden, tog i dag hul på en ganske ny uge. Kalenderen vil at det er mandag. Og det er egentlig okay, for jeg har haft verdens bedste weekend – med alle dem jeg holder af (næsten) <3

Jeg skulle ekstra tidligt op i morges, og jeg tillod derfor mig selv at snooze alarmen én gang, og så heller ikke en drøjt mere. For det kan ende grueligt galt – det ved vi vidst allesammen efterhånden 😉 Jeg stod op, kiggede ud af vinduet, og bemærkede hvor mørkt og koldt det allerede lader til at være blevet. Vi har i dag den 26. September, og jeg må vidst erkende at dagene med bare ben er talte, OG jeg er virkelig ikke vild med det. Faktisk er jeg ganske utilfreds, hvis jeg selv skal sige det. Men, jeg må videre, med bukser på 😉
Heldigvis er det stadig okay med bare ankler lidt endnu, og dem slipper jeg ikke før det absolut bliver nødvendigt!

Nå, men nok om påklædning og bare lemmer.
Min morgen gik som sådan okay, jeg fik bikset min havregrød sammen, drukket kaffe (med frisk mælk) – jep, de sidste par morgener har jeg været lidt uheldig med for gammel mælk, og kaffe der klumper. Ad! Efter at have pakket (studie) tasken, lagt den sidste og lidt sløsede makeup og gjort klar til musik i ørene, gik jeg stille og roligt ned af trapperne, for at tage min sorte jernhest til stationen (glæden ved at skulle med toget hver morgen) NOT! Hvortil den er fuldstændig ude af syne. Jeg ledte i samtlige cykelstativer, dog uden held –  lige indtil det slog mig, at jeg altså bare måtte bukke under for min egen distræt’ness! Jeg var blot gået hjem i fredags, og havde glemt alt om at jeg egentlig var på cykel, flot ikke? HAHA!  Jeg kom i stedet for sent til mandagens forlæsning, heldigvis sammen med to andre, som vidst også var i mine sko, eller nogle der mindede om ihvertfald 😉

En mandag der mest af alt føles som leverpostej uden topping. Jeg vil derfor gøre mit for at drikke mig en ekstra stor kop kaffe i morgen tidlig, i håbet om at jeg overvinder ugen i stor stil. BTW, så er jeg atter forenet med det sorte lyn, og jeg prøver at holde bedre styr på den fremover (smiley med sved på panden), efterfulgt af abe med hænder for øjnene, høhø.

12628029_764856346991464_300797603_n

 

Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom

Hjelm eller hjerneskade – hvad er mest cool?

Hövding-cykelhjelm-1024x680

Vi ved det allesammen, at vi i realiteten burde køre med cykelhjelm (eller den nye smarte airbag, som ses på ovenstående billede ;)) – specielt hvis vi nu bruger vores sunde fornuft, og den der ting vi har på øverste etage. Det paradoksale er jo egentaget, at vi ikke længere kan bruge øverste etage, hvis uheldet er ude. Jeg har længe overvejet – hør mig lige, hvor fjollet og dum har man lov at være ‘OVERVEJET’? Når jeg ser mine egne ord her foran mig, sort på hvidt, så er det jo klokkeklart at jeg bør få fingeren ud og komme igang. For min egen skyld, no more, no less.

Især efter jeg igår morges, i den værste myldretid ever, kørte afsted på min cykel, hvortil jeg ser en ung kvinde sidde ud til vejen lidt længere fremme. Jeg blev øjeblikkeligt klar over hvilken episode onsdagen havde bragt hende. Med en hånd til et blødende kranie, to kvinder ved hendes side og en væltet cykel. Jeg fik en klump i halsen og ikke desto mindre, en tåre i øjenkrogen. Jeg kunne se hvordan de to kvinder tog sig af hende, og forsatte derfor på min vej – dog i et langsommere tempo end normalt. Trafikken gik helt i kludder, både cyklister, fodgængere og billister, som ikke gjorde situationen lettere overhovedet. Jeg overvejede i selvsamme sekund at trække cyklen resten af vejen, eller helt at vende om. Et chok sad i mig, så voldsomt at jeg ikke længere kunne tænke klart.

Tænk hvad en skide hjelm, ja undskyld mit sprog) kunne have gjort i denne situation. Jeg skal ikke være bleg for at indrømme, at jeg inderligt håber at det bliver lovpligtigt at bære hjelm præcis som det er i Sverige, for desværre er de fleste af os slet ikke voksne nok til at adskille idioti og lækkerhed. Eller hvad der nu en gang tricker os til denne manglende forstand. Jeg skal ihvertfald investere i en hjelm hurtigere end hurtigt – og heldigvis kan man endda købe de der fine skaterhjelme som faktisk er skide flotte. Kan vi ikke allesammen love hinanden at investere i sådan en fætter, for jeg vil hellere investere i mit liv end at miste det.

Rigtig god dag derude, og tænk jer nu lige om en ekstra gang inden I drøner ud i trafikken. Vi skal nok nå det hele.

Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom
   

Kærlighed eller ej?

mor_kysser_barn_-_colourbox

Fy fan, hvor er vores samfund bare blevet mistroisk og kynisk.  Ja sådan bliver jeg simpelthen nødt til at udtrykke mig til at starte med!

Egentaget kan jeg jo godt forstå det, med al den grusomhed ‘out there’, det kan jeg virkelig.  Men derfor skal vi passe på, at alting ikke bliver målt og vejet – vi tænker så det knager, i stedet for at bruge vores heltigennem sunde fornuft.

For noget tid siden, mødte vi alle overskriften som stillede spørgsmålstegn til børn og deres forhold til deres pædagoger. Mænd er i forvejen særligt udsatte i institutioner, idet der ligger en kæmpe farerisiko ved at børnene sidder på skødet af sådanne skikkelser (ironi kan forekomme)! Mennesker som arbejder med børn, grundet en passion, og mission om at skabe trivsel og glæde. Jeg væmmes nærmest ved tanken om, at nogen mennesker/forældre ude i det ganske land mener, at det burde forbydes at vise kærlighed i form af både kys og kram. Burde vi for alt i verden ikke sprede kærlighed i alle afskygninger? Og her taler jeg om den reneste form, uden nogen form for afstikkende ubehag, som er en sjældenhed hvis I spørger mig.  Og jeg forstår virkelig godt at der er tale om børn, som vi for alt i verden skal beskytte mod forfærdelige hændelser. For ja, der vil altid findes sindsyge mennesker med ubehagelige tanker, men jeg håber og tror, at de ikke arbejder sådanne steder. Når det så er sagt, så synes jeg vi skal passe på børn anno 2016. Passe på at de ikke ender med et fuldstændig forskruet billede af livet og næstekærlighed. En komplet forkert måde at handle – og danne relationer på. Kærlighed bør være i højsædet, og jeg mener netop at børnene bliver frarøvet utrolig meget kærlighed og omsorg ved netop at stille spørgsmål til disse ting.

Jeg vil hjertens gerne eksponeres, – og ikke mindst omfavne dem jeg holder af,  med kys og kram i ubegrænsede mængder. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i den tanke, at der er nogen som mener at deres børn ikke må være for tætte på pædagoger og andet personale. Især fordi jeg selv har arbejdet i faget i mange år, og aldrig nogensinde har tænkt over – eller overvejet det forkerte i at vise alle børn omsorg og kærlighed. Og ja, jeg er enig, kærlighed kan vises på mange 117 forskellige måder, med tusind af nuancer – men jeg mener, at det  er en basal og grundlæggende ting i mennesket at vise kærlighed via handling (for de fleste)! Én ting er at kysse på munden, som måske er forbeholdt familie og venner, men et uskyldigt kys på kinden, det ser jeg intet galt i. Børn afspejler sig i voksne, og kan mærke når nogen holder af dem, og tager sig af dem – og måske er det bare en del nemmere når der er kys og kram involveret.

Størstedelen af barnets vågne timer foregår i institutionen, hvorfor det ville være umenneskeligt, at der fra 7-17, ikke bliver vist nogen form for ekstraordinær kærlighed til barnet. I et modsvar på Facebook skrev en kvinde nogen ala: “Hvis en pædagog skal skifte min søns lortebleer i løbet af dagen, så har hun altså også krav på at kysse ham på kinden og kramme ham”. Og hvor er det rigtigt, ligesom alt andet, gider man da ikke KUN have lorte-tjansen!

God aften! XX

Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom

Når musik kan trylle! 

tumblr_static_tumblr_static_3s57178l5j0gs8cckos8ggso8_640Jeg har altid været storforbruger af det der musik, og lyttet til alverdens sange og kunstnere gennem mine unge teenageår, og jeg gør det stadig. Jeg kunne bruge flere timer hver aften bare på at sidde og lytte til musik og se musikvideoer på mit barndomsværelse. Hver en følelse kom til udtryk, hvad enten jeg var glad, ked af det eller noget helt tredje, og jeg elskede det. Det var en stund, en tid og et rum som var mit og kun mit. Et sted jeg kunne koble af og mærke efter. Mærke dagen og sunde mig til endnu en af slagsen den følgende dag. Det er noget jeg stadig gør meget brug af, kun undtaget, hvis jeg er overordentlig optaget er serie eller andet spændende.

Jeg har de sidste aftener, eftersom jeg ikke har flere serier at følge med i, brugt ekseptionelt meget tid på denne interesse, og jeg nyder det. Lige for tiden hører jeg Joey Moe på et nærmest pinligt niveau, mest af alt af den grund at jeg hører ham på repeat, kun afbrudt af to-tre andre kunstnere. Især hans nye single ‘Smukkest på en søndag’, fylder mine ører, fra jeg cykler til arbejde om morgenen til om aftenen – lige inden jeg skal sove. Joey Moe har altid fyldt meget i min verden. Udover hans enormt fine stemme, som er en blanding af det rå og det ultra bløde, så emmer han altså af charme. Hvis jeg skulle vælge at date en kendt, så ville jeg altså sætte mine penge på ham, helt uden tøven!

Men, når jeg alligevel vælger at høre noget andet, så satser jeg fuldt og fast på den nye single ‘Bedre end Rihanna’, sunget af Citybois. Det hele startede med Backstreetboys, N’sync og Westlife i de spæde halvfemsere, og hvem kan nogensinde slå dem? Ingen, aldrig, næ nej. Men, der er jo så sket det, de sidste par år, at der er kommet flere og flere unge mænd på banen – og jeg er vild med det. Musikmæssigt dog! Høhø 😉

Først var der Justin Bieber, som ikke er røget ud endnu, for mit vedkommende ihvertfald. Jeg er stadig fuldstændig nede (Mette) med ham og hans sange ikke mindst, som blandt andet kendetegnede mine to måneder i Asien, hvor han hver dag vækkede mig på sengekanten, så at sige. Og tre andre piger, som efter sigende blev næsten lige så vilde med ham, sorry not sorry, høhø! Nu er der så bare sket det, at jeg er blevet ret vild med de der unge drenge, også kaldet CityBois, og den havde jeg altså aldrig i min vildeste fantasi regnet med. Mest af alt, fordi helt unge teenagepiger skriger i vildensky efter dem, og den gruppe mener jeg trods alt ikke længere at være en del af. Men åbenbart, dog uden skrig, men med massere af skrål. Når man så ovenikøbet har verdens mest fantastiske niece på 14 år, så smitter sådan noget altså af på mosteren, det gør det. Og jeg elsker det, for så følger jeg stadig med i hvad der rør sig (uden at lyde helt gammel, men de ting går altså stærkt), og så er stadig en del af det der hyggelige teenagefnidder, som jeg savner lidt, hvis jeg nu skal være sådan helt bundærlig.

Lidt som den gang, hvor det var min mor som var i den båd, og var med på beatet, fordi hun hørte alt det nye før alle andre. So to speak. Sådan har jeg det lidt nu, jeg er hende der altid er et skridt foran i forhold til nye tendenser i musikverden. Det er fedt. på den måde får jeg konstant opdateret min musik. TAK til Cassandra <3

God onsdag derude, jeg vil nyde min fridag med alt det som jeg har allermest lyst til!

Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom

Lidt om nøgler og andet godt..

FullSizeRender-1

Der var en gang hvor alting var simpelt og ligetil. En tid, hvor vi tænkte og sagde præcis hvad vi havde lyst til. Det kan jeg godt savne lidt. Men heldigvis kan det være lige så fantastisk, og ikke mindst befriende at være omgivet af børn og deres undren. Det er præcis hvad jeg elsker allermest som vikar. En sjælden livsglæde som vi alle burde dele. Spørgsmål eller sætninger som er umiddelbare og finurlige. En dreng på 3 år kiggede for noget tid siden på mit nøglebundt og sagde: “Hvor er de gode, fordi der er mange nøgler på.” Armen det kan jeg jo kun give den søde lille dreng ret i. The more the merrier. Lige mine ord, for det er jo fuldstændig rigtigt. For helt ærligt, hvad er der over et nøglebundt uden nøgler eller nøgleringe? Mit er ihvertfald liret godt og grundigt op, som man kan se på billedet lige ovenover.

En anden dag spurgte jeg den sødeste pige på 3 år, om jeg ikke godt måtte låne hende med hjem, hvortil hun svarede: “Jamen, så har mor jo ingen sød pige derhjemme.” Ganske rigtigt. Jeg prøvede igen, og sagde at jeg jo aldrig har nogen sød pige derhjemme. Så sagde hun, præcis som man kunne fristes, at jeg jo bare kunne gå ud og købe en sød pige. Hvor henne vidste hun dog ikke, det var en sag jeg selv måtte klare. Børn er fantastiske, og jeg elsker at være omgivet af dem – både på arbejde og i fritiden. De bringer et smil frem på mine læber og jeg tænker at jeg selv skal ‘købe’ to af slagsen, når jeg finder ud af hvorhenne (med hvem) 😉

Gog lørdag, nu vil jeg bevæge mig afsted, med favnen fuld af gaver, for jeg skal nemlig til min elskede lille guddatters allerførste fødselsdag. Og jeg kan slet ikke vente med at fejre hende! <3

Husk at I atid kan følge min blog på bloglovin og instagram @Isabellafrom